At rejse under en krisen og en million dokumenter

At rejse under en krisen og en million dokumenter

I dette blogindlæg vil jeg gerne fortælle lidt om de udfordringer der er forbundet med at flyve sydpå under coronakrisen. For mit vedkommende tog det en hel weekend at flyve, hvad der normalt kan gøres på 3 timer.

Det mest mærkelige og den oplevelse der nok kommer til at følge mig i længst tid er tomhed. Tomhed i ellers fyldte rum. Jeg snakker her om lufthavnene i Europa. På intet tidspunkt før har Frankfurt, Københvan og München lufthavne været så tomme. Oplevelsen er og var meget surrealistisk. Man føler sig som Palle alene i verden. Noget jeg er sikker på, aldrig kommer til at ske igen. 

Ved ankomst i Madrid prøvede jeg noget som jeg heller aldrig har prøvet før. At blive afvist ved en grænse. De spanske myndigheder mente ikke jeg havde tilstrækkelig bevis for at min indrejse kunne retfærdiggøres. Hvilket den ved lov godt kunne. Nogle gange vinder man, andre gange taber man og det kan ikke betale sig at argumentere imod myndighederne. For så bliver det kun endnu værre. De papirer jeg havde med var: 

•           Kontrakt
•           Søfartsbog
•           Skibspapirer
•           Et brev fra bådens agent her i Spanien (Spansk og engelsk)
•           De europæiske myndigheders guidelines i forhold til Covid-19 (11 sider)
•           Besætningsliste fra båden
•           Sundhedsattest
•           Negativ Covid 19 test

Det vil altså sige at efter at være blevet afvist ved grænsen, at have brugt hele den efterfølgende nat på ombooking af billetter, få timers søvn på et koldt lufthavns gulv og yderligere to flyvninger ankom jeg her til mit andet hjem i Palma de Mallorca. Hvor jeg nu er klar til at starte igen. 

Fra Akzonobel til en rekord omkring Mallorca til nye tider

Fra Akzonobel til en rekord omkring Mallorca til nye tider

Som titlen på dette blogindlæg hentyder til, er der sket en del, på det år der er gået siden sidste blogindlæg. Det er ikke fordi der ikke har været noget at skrive om. 

Det var en rigtigt god sommer tour med Akzonobel, der endte i Alicante sidste år. Det blev til mange gode oplevelser med både besætning og gæster. Noget som jeg håber kommer til at fortsætte. 

Hen over vinteren blev der sat en ny rekord omkring øen Mallorca ombord på en vo70 kaldet Trifork. Jeg var ombord fra nytår til Coronakrisen satte en stopper for det meste sejlads verden om. At sejle en oceangående kapsejler igennem en storm er noget jeg sent vil glemme.!

 

Så kom krisen. Det blev for mit vedkommende, tid til at vende snuden hjem for hvad skulle vise sig at være den længste periode, jeg har været hjemme i over 5 år. Der var masser at se til blandt andet med min brors nye hus, min egen klassiske bil, cykling, crossfit og meget mere. 

Foråret i Danmark er en fantastisk tid. At se årstidernes skiften fra vinter til ”næsten” sommer for øjnene af en er altid et fantastisk syn. Det gør at Danmark altid vil føles som hjem for mig. 

Nu er jeg tilbage i vante rammer her sydpå, med udsigten til en ny sæson ombord på Galateia,  omend en noget anderledes en af slagsen. Tiden vil vise hvad den bringer. 

Over and out 

Martin

Team Akzonobel – Et skridt i den rigtige retning

Team Akzonobel – Et skridt tættere på the ocean race

Siden jeg kom hjem fra Patagonien har der været forandringer på menuen. Forstået på den måde, at jeg har skiftet Galateia ud med en VO65´er. En af de både der sejles The ocean race i. Tidligere Volvo Ocean Race.

Det var sådan set en meget nem beslutning at tage. Nicolai Shested spurgte mig i foråret om det ikke var noget jeg gerne ville prøve kræfter med. Jeg slog til og har ikke set mig tilbage siden. Den største forskel mellem de både jeg har sejlet før og den her er, at alt er manuelt. Alle spil, alt trim foregår med grindere, eller kaffemøller om man vil. Hvorimod på de større både er alt, stort set, hydraulisk. 

 

Indtil videre har vi sejlet fra Lissabon i Portugal over Brest i Frankrig til Sydengland og Newcastle for at ende op i Kiel og Århus hvor båden ligger nu. Her sejler vi igen til Århus Sailing Week sidst i August. Der er allered flydt meget vand under kølen og der er meget mere i sigte. 

 Kom endeligt forbi i Århus og tag et kig på båden.

Patagonien, Iguazu og Buenos Aires

I dette blogindlæg vil jeg ikke skrive så meget, men i stedet lade billederne tale for dem selv.

Efter 24 timer på farten er jeg nu tilbage i Palma. De sidste 5 dage brugte jeg oppe i varmen ved Iguazu vandfaldene. Nogle af de største i verden.

Før min rejse hjem brugte jeg to dage i Buenos Aires. En metropol uden lige i Sydamerika. Det er en blanding mellem New York og Paris. Tilføjet et spark sydeuropæisk kaos. Det er en uimodståelig
blanding.

Som sagt tidligere så er Patagonien og Sydamerika i det hele taget arbejdet sig ind under huden på mig. Jeg siger derfor ikke farvel men istedet på gensyn!

Patagonien. Det er stærkt vanedannende!

Det er bestemt ikke sidste gang jeg besøger grænselandet mellem Argentina og Chile. 

De sidste 20 dage har jeg rejst rundt i Patagonien. Det er nok ikke nogen hemmelighed at jeg er faldet for stedet. Det har arbejdet sig ind under huden på mig.

Frosten og sneen er forlængst drysset af jakken, men oplevelserne og de fantastiske landskaber sidder på nethinden. Det vil de altid gøre. 

Dette er uden tvivl et grænseland. Både mellem Argentina og Chile, men også mellem menneske og naturen. Her hvor civilisation og gletchere møder hinanden. Her føler man sig hurtigt lille. For naturen er stor og vild. Vinden kan nemt blæse dig omkuld. 

Jeg kunne blive ved med at berette men vil slutte her. For nu siger jeg på gensyn til Patagonien og rejser til iguazu vandfaldene i den anden ende af Argentina. I et andet grænseland mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. 

Torres del Paine - en oplevelse for livet.!

Torres del Paine national park

Jeg er lige kommet tilbage efter en utrolig tur til national parken Torres del Paine. Jeg var i parken i 9 dage og overnattede i telt i 7. Jeg havde alt slags vejr. Fra frost og snestorm til silende regn og tåge. Til solskin og godt 25 grader. 

Jeg har været heldig og oplevet nogle fantastiske solopgange, som den eneste i miles omkreds hver morgen. Det her været fantastisk. Jeg kan slet og ret ikke komme mig over hvor stort og godt det har været.

Hele turen rundt om bjergmassivet er på 120 kilometer. Med en rygsæk på 20 kilo i et meget bakket terræn har det også været en udfordring. Men hvilken én.

Den største oplevelse var at vandre over John Gardner passet. Her fik jeg set naturen fra den rigtige patagoniske natur. Sne fra oven, vind af orkan styrke og kuldegrader. Det gjorde oplevelsen helt fantastisk.! 

Jeg sidder tilbage med et smil på læben som ikke forsvinder lige foreløbigt og mine tanker er allerede på den næste tur, selvom den tur her, kun er halvt færdigt.