torsdag den 28. maj 2020

At rejse under en krisen og en million dokumenter


At rejse under en krisen og en million dokumenter

I dette blogindlæg vil jeg gerne fortælle lidt om de udfordringer der er forbundet med at flyve sydpå under coronakrisen. For mit vedkommende tog det en hel weekend at flyve, hvad der normalt kan gøres på 3 timer.



Det mest mærkelige og den oplevelse der nok kommer til at følge mig i længst tid er tomhed. Tomhed i ellers fyldte rum. Jeg snakker her om lufthavnene i Europa. På intet tidspunkt før har Frankfurt, Københvan og München lufthavne været så tomme. Oplevelsen er og var meget surrealistisk. Man føler sig som Palle alene i verden. Noget jeg er sikker på, aldrig kommer til at ske igen. 



Ved ankomst i Madrid prøvede jeg noget som jeg heller aldrig har prøvet før. At blive afvist ved en grænse. De spanske myndigheder mente ikke jeg havde tilstrækkelig bevis for at min indrejse kunne retfærdiggøres. Hvilket den ved lov godt kunne. Nogle gange vinder man, andre gange taber man og det kan ikke betale sig at argumentere imod myndighederne. For så bliver det kun endnu værre. De papirer jeg havde med var: 

  •           Kontrakt
  •           Søfartsbog
  •           Skibspapirer
  •           Et brev fra bådens agent her i Spanien (Spansk og engelsk)
  •           De europæiske myndigheders guidelines i forhold til Covid-19 (11 sider)
  •           Besætningsliste fra båden
  •           Sundhedsattest
  •           Negativ Covid 19 test



Det vil altså sige at efter at være blevet afvist ved grænsen, at have brugt hele den efterfølgende nat på ombooking af billetter, få timers søvn på et koldt lufthavns gulv og yderligere to flyvninger ankom jeg her til mit andet hjem i Palma de Mallorca. Hvor jeg nu er klar til at starte igen. 


Fra Akzonobel til en rekord omkring Mallorca til nye tider


Fra Akzonobel til en rekord omkring Mallorca til nye tider

Som titlen på dette blogindlæg hentyder til, er der sket en del, på det år der er gået siden sidste blogindlæg. Det er ikke fordi der ikke har været noget at skrive om. 



Det var en rigtigt god sommer tour med Akzonobel, der endte i Alicante sidste år. Det blev til mange gode oplevelser med både besætning og gæster. Noget som jeg håber kommer til at fortsætte. 





Hen over vinteren blev der sat en ny rekord omkring øen Mallorca ombord på en vo70 kaldet Trifork. Jeg var ombord fra nytår til Coronakrisen satte en stopper for det meste sejlads verden om. At sejle en oceangående kapsejler igennem en storm er noget jeg sent vil glemme.!


 

Så kom krisen. Det blev for mit vedkommende, tid til at vende snuden hjem for hvad skulle vise sig at være den længste periode, jeg har været hjemme i over 5 år. Der var masser at se til blandt andet med min brors nye hus, min egen klassiske bil, cykling, crossfit og meget mere. 




Foråret i Danmark er en fantastisk tid. At se årstidernes skiften fra vinter til ”næsten” sommer for øjnene af en er altid et fantastisk syn. Det gør at Danmark altid vil føles som hjem for mig. 



Nu er jeg tilbage i vante rammer her sydpå, med udsigten til en ny sæson ombord på Galateia,  omend en noget anderledes en af slagsen. Tiden vil vise hvad den bringer. 

Over and out 
Martin